Venstre vil have styr på flygtningestrømmen, og vi lægger derfor op til yderligere udlændingestramninger med vores Helhedsplan. Vi foreslår blandt andet en nødbremse, så Danmark kan afvise asylansøgere på grænsen, hvis vi igen oplever en meget voldsom asyltilstrømning. Vi foreslår også at øge brug af optjeningsprincipper og lave generelle stramninger, så vi sikrer ro og orden i landet.
Danmark er et lille land, og vi så sidste år, hvordan et alt for stort pres på vores land skabte kaotiske tilstande. Vi oplevede i september sidst år en folkevandring op ad motorvejene. Flygtninge og migranter kom til landet i et antal, som gjorde det svært for os at følge med. Derfor valgte vi at stramme vores udlændingepolitik. De stramninger har virket, men vi er ikke i mål endnu.
Med Helhedsplanen ønsker vi at sætte en skærpet kurs over for kriminelle og stramme reglerne for beboere på asylcentrene. Vi foreslår, at afsætte flere penge til indsatser i nærområderne, hvor pengene rækker længst, og hvor vi kan hjælpe flest. Vi er nødt til at lave stramninger i en tid, hvor der ikke er kontrol med flygtningestrømmen ved Europas ydre grænser.